fredag den 24. oktober 2008

Aftale om dørtrin

Vi er nået frem til en aftale med FM-Søkjær om, at vi deler udgiften til at få fjernet dørtrin og sat alu-skinner i. Vi har fået at vide, at det kommer til at koste 6000 kr. ialt, hvor vi så kommer til at betale halvdelen. Det var det kompromis, vi kunne komme frem til. Arbejdet bliver udført den 1. december.

torsdag den 23. oktober 2008

Så kom køleskabet

I dag fik vi det køleskab, der var i restordre. Dejligt at det kom så hurtigt.

onsdag den 22. oktober 2008

Så har vi fået huset

Vi fik nøglerne overleveret, mens elektrikerne gik og satte emhætten op og monterede de udendørs lamper. Også vaskemaskine og tørretumbler blev sat til.

Omkring frokosttid blev flisearbejdet også færdigt.

tirsdag den 21. oktober 2008

Bliver FM-Søkjær klar til aflevering i morgen?

Så er det dagen før dagen. I morgen kl. 0700 skal vi have have nøglen til huset, og det bliver lidt spændende om FM-Søkjær bliver færdige. Da vi forlod huset kl. 1630, var der ingen håndværkere i syne, og der er stadig en del mangler. Bl.a. er der ingen em-hætte, der mangler også udendørs lamper og vaskemaskine+tørretumbler er ikke sluttet til endnu. Tilsyneladende er det opgaver som Rokkedal/Hessellund El skal sørge for, så det bliver spændende at se i morgen, om de kan levere varen.

Næsten færdige med fliserne

I dag fik vi lavet flisegangen rundt om huset, samt gårdhaven omme foran. Derudover fik vi lavet det meste af indkørslen, så der mangler kun nogle småting i morgen. Der skal bl.a. støbes rundt om indkørslen, så den ikke skrider.

Samarbejdet med Sorring Brolægning har fungeret fortrinligt.

mandag den 20. oktober 2008

Sagen om dørtrinene fortsætter

Vi fik i dag fat i Brian Langvad, for at få snakket lidt om hvad vi gør med de dørtrin, der er blevet sat i. Vi er selv helt sikre på, at vi har aftalt at der skulle være aluskinner i stedet for dørtrin, men Brian har ingen notater omkring dette.

Vi håber selvfølgelig fortsat på, at vi finder en løsning på problemet.

Brolæggere på arbejde

Kl. 0700 gik vi i gang med at lægge fliser. Vi har hyret Sorring Brolægning til at stå for arbejdet, og så hjælper vi selv, så meget vi kan. Det er fantastisk at køre med en monster-stamper :)

Da det blev fyraften kl. 1600, havde vi allerede nået at lægge den store terrasse omme bagved. Der er også lavet underlag til flisegang og gårdhave omme foran. Det mangler blot at blive stampet. I indkørslen er der lagt stabilgrus, som er blevet stampet.

Så er der kommet hårde hvidevarer

I dag kom der et læs hårde hvidevarer, og de er næsten installeret. Vi er meget tilfredse med vores valg indtil videre.

fredag den 17. oktober 2008

Hvorfor er der dørtrin?

Vi var i dag ude ved huset sammen med byggelederen. Det var dejligt at se huset indefra. Der var et par enkelte småting, som vi lige skulle ha' styr på. Bl.a. flugter bordpladen i bryggerset ikke med vindueskarmen. Det ville byggelederen sørge for at få fikset.

Det største problem er dog, at der er dørtrin ind til værelserne. Vi har aftalt med Brian Langvad at der blot skal være alu-skinner ind til værelserne. Det var ikke noget byggelederen kunne se i sine papirer, og han sagde, at det skulle stå der, hvis det var aftalt.

Byggelederen fik efterfølgende snakket med Brian Langvad, som ikke kunne finde nogle notater om det. Så pt. har vi aftalt, at vi selv snakker med Brian om hvad der er gået galt. Han var dog ikke til at få fat i, i dag.

Køleskab i restordre

Vi fik i dag et opkald fra Punkt 1 i Odder, som skal levere alle hårde hvidevarer. Det viser sig at vores køleskab er i restordre, og de når ikke at få det, inden vi flytter ind. Derfor har vi aftalt at vi får et erstatnings-køleskab indtil det rigtige køleskab kommer.... øv!

Men bortset fra det så bliver hårde hvidevarer leveret på mandag.

torsdag den 16. oktober 2008

Trægulv, juhuuu

I dag er der blevet lagt trægulv i stuen og alle værelser, og der er også sat fodlister på. Nu begynder det at ligne noget.

Der er også blevet monteret armaturer i køkken, bryggers og bad.

Vi har fået lavet en aftale om overdragelse af nøgle på onsdag kl. 0700, så vi hurtigst muligt kan komme i gang med indflytningen.

onsdag den 15. oktober 2008

Så er overtagelsesdato fastlagt

Vi har i dag fået at vide, at vi overtager huset på den dato, vi aftalte for over et år siden. Datoen er onsdag den 22. oktober. Dvs. at om en uge fra nu, har vi fået nøglen til huset.

Vi har også fået aftalt med brolægger, at vi går igang med at lægge fliser på mandag kl. 0700. Det er også den dag, vi får leveret alle fliserne.

Inde i huset er der i dag blevet sat klinker op på væggen bag kogetoppen, og så er der kommet div. materialer til trægulve.

tirsdag den 14. oktober 2008

Køkkenelementer er på plads

Så er alle køkkenelementer på plads. Det ser ud, som vi har tænkt det, men alligevel er det en sjov fornemmelse at se det i virkeligheden. Det bliver spændende, når alle hårde hvidevarer kommer på plads.

Der mangler stadig et stort spejl i badeværelset, og der er heller ingen armaturer endnu. Derudover mangler trægulvene og klinkerne på væggen bag kogepladen.

En uge til indflytning.... :)

mandag den 13. oktober 2008

Elementer bliver sat op

I dag er arbejdet med at opsætte køkken- og bad-elementer gået i gang. Umiddelbart ser det ud til at begge badeværelser, samt bryggerset er så godt som færdige, og køkkenet er også undervejs. Mon ikke det bliver færdigt i morgen?

Så mangler vi blot alle hårde hvidevarer, og nogle trægulve... og så alle småtingene. :)

Græsset er sået

I baghaven er der nu blevet fræset, tromlet, gødet og sået græs. Så nu kan vi i ro og mag vente til næste sommer, hvor fodboldbanen gerne skulle være klar til brug.

torsdag den 9. oktober 2008

Om 14 dage er vi flyttet ind

Elektrikerne har nu fået sat spots op, og sat de fleste stik og kontakter op. Lyset i carporten og redskabsrummet virker, og der er også strøm på ringeklokken.

Tømrerne er færdige med dørkarme og døre er sat i med de greb vi har valgt.

De 2 store ting, der fortsat mangler er køkken- og bad-elementer samt trægulve.

onsdag den 8. oktober 2008

Fliser bestilt

Vi har i dag bestilt fliser fra Gjern Fliser og Cementvarer. Vi skal bruge 90 m2 i str. 30x30 cm til indkørsel og 120 m2 i str. 30x60 til terasser mv. De bliver leveret mandag den 20/10.

Tømrerne er i gang med dørene

I forbindelse med besøget ved huset i dag, var der også et par tømrere i gang med at sætte gerigter og karme op til dørene. Nu mangler vi bare, at de kommer i gang med køkken-elementerne.

Fiber-pakke bestilt

Så er fiber-pakken med bredbånd og tv bestilt hos EnergiMidt. Så er det jo spændende, hvornår der sker noget. Hvis de er klar om 14 dage, passer det perfekt med vores indflytning.

Højde på belægning i indkørsel

På de andre stikveje bliver der i øjeblikket lagt belægningssten på vejene. Vi fangede lige et par af folkene, for at høre om de kunne sige lidt om i hvilken højde belægningen kommer ovre hos os.

Det kunne de desværre ikke sige præcist, men det er sådan, at selve vej-belægningen kommer til at ligge 1½ meter fra skel, så derfor har de den plads at justere på for at ramme den højde, vi har på vores belægning.

El-arbejdet er i gang

I dag var vi ude ved huset for at prøve at fange el-folkene. De var der heldigvis, og de er godt i gang med at trække ledninger rundt i alle tomrørene, og sætte kontakter og stikdåser op.

Vi fik lige en snak om tomrøret til fiber, og de sagde, at de havde fået besked på at trække røret tilbage ud af huset igen. Så det bliver løsningen med den hvide plastic-boks på væggen, som vi vælger.

mandag den 6. oktober 2008

Så er den store regning kommet

Den store regning fra FM-Søkjær er i dag kommet. Det stemmer fint med det aftalte beløb i kontrakten.

Beløbet skal være indbetalt på "indflytningsdatoen", hvordan man så end definerer det. Hvis vi nu venter med at flytte ind til 2010, kan vi så udskyde betalingen??? :)

Fliser til indkørsel

Da vi snakkede med brolæggeren i weekenden, fortalte han at vi nok skal op i 8 cm fliser til indkørslen, da 6 cm sandsynligvis vil knække.

Vi har i dag fået fat i det firma, der laver fliserne, og de bekræfter at fliser i 30x60 cm skal være tykkere end 6 cm, hvis de skal ligge i en indkørsel. Hvis fliserne er i 30x30 cm er det OK, så det bliver nok det vi vælger i stedet. Fliser i 8 cm er nemlig væsentligt dyrere end dem i 6 cm.

Fiberbredbånd

Efter at vi har fået slået fast at tomrøret til fiber fra EnergiMidt er ført ind i huset og op på loftet, så har vi i dag haft fat i EnergiMidt for at høre, om de ville godtage dette. De var desværre meget firkantede omkring det.

For det første siger de, at der er gas i den danske undergrund, og derfor ønsker de ikke, at der via deres tomrør kan føres gas direkte ind i huset. For det andet vil de gerne kunne arbejde med fiberen, uden at vi behøver at være hjemme. Så derfor SKAL tomrøret sluttes udvendig, hvorefter de borer et hul i muren og fører fiberen ind i huset. Det betyder desværre, at vi får en grim hvid plastic-boks på vores mur.

V har efterfølgende forsøgt at fange elektrikeren for at snakke med ham om at få tomrøret ført tilbage igen.

lørdag den 4. oktober 2008

Gennemgang med brolægger

Her til eftermiddag havde vi et møde med Tonny fra Sorring Brolægning. Vi gennemgik vores ønsker og fandt en fornuftig løsning på overgangen mellem indkørsel og gårdhaven omme foran huset.

Vi snakkede desuden om, hvordan vi selv kan hjælpe mest muligt, således at vi holder prisen nede. Rent kalender-mæssigt vil det passe os bedst at kunne starte i uge 43, da vi har ferie der, og så kan vi hjælpe 100%.

Vi skaffer selv fliserne, da han ikke kan matche den pris vi har fået. Vi skal blot lige ha' fundet nogle lidt højere fliser til indkørslen, da de kræver lidt mere.

Klinker lagt og fuget

Klinkerne er lagt, og der er fuget færdigt.

I næste uge skulle de så gå i gang med at sætte køkken op.

torsdag den 2. oktober 2008

Opkald fra brolægger

Tonny fra Sorring Brolægning ringede i dag, og vi fik aftalt at mødes lørdag kl. 15 for at gennemgå vores ønsker.

onsdag den 1. oktober 2008

Snak med anlægsgartner

Vi havde i dag en snak med Edgar fra Anbæk Anlæg omkring græssåning og flisebelægning. Vi gennemgik vores ønsker og han kom med et par gode indspark og ideer. Da det ikke Edgar selv der skulle klare flisebelægningen, blev vi enige om, at vi snakkede direkte med det firma, der skal klare den del.

Selve græssåningen inkl. fræsning, rivning og gødning går Edgar igang med i næste uge. Dog bliver det kun baghaven, han tager i denne omgang, fordi arbejdet med flisebelægning kræver, at man kan køre maskiner i den del af haven, der ligger foran og på sydsiden af huset.

Gennemgang med byggesagkyndig

Vi havde gennem vinduerne set, at der var nogle revner i betongulvet. Jeg ringede i mandags til en byggesagkyndig for at høre, om han kunne hyres til at kigge på dette, samt en generel gennemgang af byggeriet. Det var selvfølgelig ikke noget problem.

Vi gennemgik huset i dag kl. 10, sammen med byggelederen Erik Duch. Forklaringen på revnerne er, at man lægger nogle knæk-skinner ned i betonen for at få den til at knække med vilje. Det skyldes at betonen altid vil arbejde lidt, og på denne måde kan man styre, hvor betonen revner. Revnerne fyldes med silikone, inden der lægges klinker på for at undgå at ændringer i betonen ødelægger klinkerne.

Vi brugte i alt en times tid på gennemgangen, og den byggesagkyndige konkluderede, at alt var som det skulle være.

Så bliver der lagt klinker

Et murerfirma er nu i gang med at lægge klinker. Vores klinke hedder Raw Rusty Earth i størrelse 60x30, og vores umiddelbare indtryk er, at vi er godt tilfredse med valget.

Vi er lidt forundrede over, at der skal være en gennemgående revne i overgangen mellem køkken og gang. Vi får at vide, at det er nødvendigt med så store fliser, da der ellers er risiko for at de vil knække, når de liver lagt i så stor en flade.