onsdag den 7. maj 2008

Indkaldelse fra elektriker

I dag fik vi en indkaldelse fra elektrikeren. Det var ikke Egebjerg El, som vi ellers har fået oplyst af FM-Søkjær. El-firmaet hedder Rokkedal El og ligger i Solbjerg syd for Århus. Vi prøver at få lavet aftalen sådan, at vi kan tage det samme dag, som vi skal på besøg hos HTH i Tilst.

Sammen med indkaldelsen er der et forslag til hvor alle kontakter og lamper skal sidde. Det er lidt uoverskueligt, så vi tager Aletas far, som er el-installatør, med på råd.

Vi fik også samtidigt en meddelelse om, at hårde hvidevarer skulle aftales med Punkt 1 i Odder.

tirsdag den 6. maj 2008

Byggetilladelsen er ikke kommet endnu

Ifølge FM-Søkjær har kommunen sagt, at byggetilladelsen kommer i uge 21, og det betyder at byggeriet først starter primo juni. Det går nok alligevel.

søndag den 4. maj 2008

Så skulle byggeriet være startet

Efter en dejlig lille Kr. Himmelfartsferie tog vi lige ud forbi grunden. FM-Søkjær har jo fortalt, at de ville gå i gang fra omkring 1/5. Der var dog ikke sket noget, men det havde vi nok heller ikke helt regnet med.

Det var dejligt solskinsvejr, og vi glæder os helt vildt til at skulle sidde på terrassen samme dato næste år.

torsdag den 24. april 2008

Indkaldelse fra HTH Køkkenforum

Så har vi fået den første indkaldelse fra HTH Køkkenforum i Tilst. Vi har rimeligt godt styr på hvad vi gerne vil ha’, så det bliver forhåbentligt nemt at komme igennem.

tirsdag den 8. april 2008

Hårde hvidevarer – hvad skal vi vælge?

Vi har været igennem den helt store analyse-fase omkring hårde hvidevarer, og har fået valgt alle de enkelt dele vi gerne vil ha’. Vi har misbrugt et par butikker, hvor vi har leget, at vi skulle købe ind til et nyt hus. Det har givet os nogle gode fif, samt ikke mindst nogle priser, så vi ved lidt om hvor på skalaen, vi gerne skulle ende med tilbuddet fra Egebjerg El.

lørdag den 8. marts 2008

Tegninger klar til byggetilladelse

I går modtog vi det færdige sæt tegninger, der skal bruges til ansøgning om byggetilladelse. Udover tegningerne var der også nogle forskellige dokumenter, som skal underskrives. For det første er der selvfølgelig selve ansøgningen til kommunen. Derudover skal vi skrive under på et dokument til FM-Søkjær, der siger at vi nu godkender tegningerne, således at der kan bestilles materialer og laves arbejdstegninger til underleverandører.

Det hele ser meget fint ud. Det eneste vi har fundet indtil videre er, at døren til redskabsrummet skal være glat ligesom fordøren.

I menuen har jeg lagt links til nogle forskellige tegninger.

onsdag den 27. februar 2008

Grundplan godkendt

Jeg ringede til FM-Søkjær og fik fat i tegneren, Lotte Nielsen, som hurtigt ville rette de to småting, der manglede. Dermed har vi godkendt tegningen af grundplanen. Hun fortalte, at hun havde fået fat i kommunen vedr. ændring af skelpæle på grunden, og at de ville få tilsendt et nyt måleblad.

Hun vil nu lave det endelige sæt tegninger, som skal bruges i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse. Vi vil få alle tegninger tilsendt til underskrift i løbet af næste uge. Datoen afhænger lidt af vejret, idet de skal ud fysisk og kigge på grunden.